CIM – Mithelbred.dk

Casebeskrivelse:

MitHelbred.dk

Denne video er resultatet af et samarbejde med CIM Interconn. Udgangspunktet for undersøgelserne er en case, som omhandler hvorledes at patientforløb kan optimeres.

Med konceptet MitHelbred.dk forsøger vi at løse en række problemstillinger, som kan være forbundet med et patientforløb. Vi så under vores empiriindsamling, at der kunne være problemer forbundet med delingen af patienternes informationer, hvilket kan være til stor frustration for patienten. Denne problemstilling løser MitHelbred.dk ved at inkorporere alle patientdata i en personlig journal, som kan ses og redigeres af alle behandlere i et forløb. De vigtigste informationer skal fremhæves i journalen, således at behandleren hurtigt kan få et overblik over patientens situation og dermed hurtigere kan påbegynde behandlingen. Desuden kan patienten selv tilføje bemærkninger i journalen, og på den måde får patienten selv mulighed for at påpege vigtige informationer over for behandleren. Den personlige journal skal kunne tilgås ved hjælp af CPR-nummeret og NemID.

Manglende kontakt med andre patienter var endnu en problemstilling vi så i vores indhentede empiri. Denne løses gennem muligheden for, at patienter sættes i kontakt med hinanden via fora. Disse fora skal være inddelt efter, hvilke diagnoser patienterne har, således at kommunikationen sker mellem patienter med samme lidelse.

Et patientforløb indbefatter ofte også genoptræning. Her kan der opstå problemstillinger bl.a. i forbindelse med at opretholde motivationen for genoptræning. Vi har forsøgt at løse denne problemstilling, ved at give patienten større indflydelse på egen genoptræning. Ydermere har behandleren, ved hjælp af MitHelbred.dk, mulighed for konstant at opdatere patientens profil med nye genoptræningsprogrammer. Gennem MitHelbred.dk skal der også være mulighed for, at både behandler og patient kan følge patientens progression i genoptræningsforløbet vha. statistikker. Vores empiri viste os, at en synlig progression var en væsentlig faktor i patientens motivation for genoptræning. Patienterne skal også kunne udfordre hinanden, og vi håber at dette kan medvirke til at øge patienternes motivation for at udføre øvelserne.

Med ovenstående løsninger har vi allerede samlet adskillige funktioner på MitHelbred.dk. For at maksimere patientens udbytte af sitet, har vi tilføjet yderligere potentielt nødvendige funktioner. Som et middel til at optimere kommunikationen mellem patient og behandler har vi tilføjet muligheden for at sende meddelelser online. En online interaktiv kalender, med oversigt over behandlerens ledige konsultationstider, skal lette processen i forbindelse tidsbestilling hos behandleren. Informationsniveauet på MitHelbred.dk øges yderligere ved at tilføje en database med informationer om både sygdomme og medicinering. Indlæg i de forskellige fora skal kunne linke direkte til information, hvis et medicinsk term benævnes.

Konceptvideo:

Designprocess:

Arbejdsprocessen opdelt i uger

Uge 37 – rekvirentmøde og empiriindsamling

Første uge i forløbet bød på det indledende rekvirentmøde, hvor vi blev præsenteret for en problemstilling. CIM Interconn havde stillet os den interessante problemstilling at se nærmere på, hvorledes en patient oplever sit behandlingsforløb, og om der i løbet af denne proces kunne være mulige problematikker, som vi kunne dykke dybere ned i.
For at få et indblik i et patientforløb besøgte vi ergo- og fysioterapeutisk afdeling på Sygehus Nord i Aalborg og Fysioterapien Hammer Bakker i Vodskov. Her interviewede vi tre terapeuter, som kunne give os et indblik i, hvordan et typisk patientforløb ser ud. Derudover fik vi lov til selv at bevæge os rundt på afdelingerne og afprøve faciliteterne på egen krop. Yderligere lavede vi interviews med to personer, som selv havde været igennem længere behandlings- og genoptræningsforløb. Derved fik vi et indblik i forløbet fra både terapeutens og patienternes synsvinkel.
Ydermere blev vi i denne uge præsenteret for metoden Material Storytelling, som gav os et nyt indblik i vores problemstillinger.

Empirien gav os 8 forskellige problemstillinger, som vi kunne bruge i metoden ‘videopoker’, hvor man med en kort video hurtigt introducerer et interessant problem eller en mulighed.

Uge 38 – videoskitsering

Anden uge af U-CrAc stod i videoskitseringens tegn. Vi brugte derfor ugen på at skitsere mulige løsningsforslag på de problemstillinger vi så i løbet af vores empiriindsamling. Herunder finde beskrivelser af både problemstillinger og løsningsforslag.

Gentagelse af de samme informationer 1000 gange
Problemstilling: Patienten skal gentage de samme informationer mange gange ved besøg hos forskellige behandlere. Dette så vi både gennem patienternes forløb og gennem dialog med de forskellige terapeuter.

Løsningsforslag: Her ser vi, at den optimale løsning ville være, at alle patienter har en journal, som følger dem personligt, og som indeholder alle informationer om deres sygdoms- og behandlingsforløb. Ydermere ser vi, at der kan optimeres på opbygningen af en journal i forhold til, at de vigtigste oplysninger ofte drukner i mængden af informationer, hvis der er tale om et langt patientforløb.

– iJounal, som følger patienten. Både hos lægen og forskellige behandlere. Brugeren skal også selv have mulighed for at kunne tilgå journalen online, så de kan følge deres forløb og indgå i dialog med behandlerne.
– Patientens mulighed for selv at tilføje information
– Highlights i journalen skal gøre den mere overskuelig og nem at tilgå for behandlerne

Genoptræning

Problemstilling: Det kan være svært at opretholde motivation under genoptræning.
Vi har fundet følgende motivationsfaktorer under vores empiriindsamling:
-Mulighed for at følge progression
-Patienten skal selv have indflydelse på genoptræningsforløbet
-Patientens hverdag og kontekst skal medtages i programlægningen
-Forløbet skal optimeres så det passer til den enkelte

En blanding mellem Mitii og Wii Fit:
Et spilsystem, som kan optage brugeren mens de laver en øvelse – ved hjælp af disse optagelser skal systemet kunne vurdere, om patienten laver en øvelse korrekt og give points og ros ved korrekt udførelse.
Systemet/spillet skal kunne tilgås af behandlerne, som kan tilrettelægge et program, som er tilpasset den enkelte patient. De kan derved også følge med i om patienten laver sine øvelser og hvor godt de udføres.
I programmet skal der være indbygget statistikker over progressionen i genoptræningen. Dermed kan man sammenligne sine resultater med sig selv og se hvor langt, man er kommet. Der kunne også være mulighed for at sammenligne sig med andre for at få yderligere konkurrenceelement ind i oplevelsen.
Indflydelse på programmet sker ved det ugentlige møde med terapeuten.
En form for ur – som kan måle, hvor frisk man er eller lign. – mulighed for at indtaste på forhånd, hvornår man gerne vil lave sine øvelser.
Kobles til en app, smartphone.

Sparring med andre patienter

Problemstilling: Patienterne kan føle sig alene under et patientforløb og mangler nogle gange andre patienter at sparre med.

Løsningsforslag: Vi ser en mulighed for, at patienter med samme lidelse sættes i forbindelse med hinanden gennem deres sygdom. Dette kan ske ansigt-til-ansigt, men en online løsning kunne også være mulig. Med en online løsning kan der både skabes mulighed for, at kontakten sker gennem tekst og gennem videochat. Derved vil der være mulighed for, at have kontakten forskudt i tid, men også direkte med det samme.

Samlet koncept: Sickbook

En løsning, som består af hver enkelt patients private oversigt over deres ‘sundhedssituation’, som de kan tilgå online ved hjælp af deres CPR-nummer og NemID. Her skal der være mulighed for at se journalen, og hvad der er skrevet i den. Endvidere skal der være mulighed for, at man bliver henvist til forskellige fora alt efter hvilke diagnoser, man har. Derved får man mulighed for at sparre med andre patienter. Endvidere skal der være en oversigt over de forskellige behandlere man har. En indbakke skal give mulighed for kommunikation mellem behandler og patient. Endvidere forestiller vi os, at der et sted i journalen skal være mulighed for, at patienten selv kan tilføje oplysninger.

Uge 39 – konceptudvikling

Sidste uge af forløbet blev indledt med et rekvirentmøde, hvor vi ved hjælp af vores videoskitser præsenterede, hvilke foreløbige løsningsforslag vi havde udarbejdet. Efter sparring med rekvirenten kunne vi påbegynde arbejdet med at færdigudvikle det endelige koncept. Derfor blev resultatet af den sidste uges arbejde vores endelige konceptvideo.

 

Marie Hune (Interaktive Digitale Medier)
Theis Bennicke (Industrielt design)
Jakob Skovgaard Pedersen (Interaktive Digitale Medier)